Høringssvar fra Fællesorganisationen ODA om ændret bekendtgørelse vedr. tilskud til psykologbehandli
Skrevet af Kristine Fredag, 23. april 2010 12:26
Fællesorganisationen ODA, der repræsenterer OCD-foreningen, DepressionsForeningen og Angstforeningen, ser det som et positivt tiltag, at bekendtgørelsen om tilskud til psykologhjælp i praksissektoren bliver udvidet, så den fremover også omfatter let til moderat angst, herunder OCD-tilstande. Skuffende konstaterer vi dog, at kun en yderst begrænset del af landets angst- og OCD-ramte får glæde af ordningen.
Der er evidens for, at kognitiv adfærdsterapi – evt. i sammenhæng med medicinsk behandling – er effektiv og virksom. I Sundhedsstyrelsens referenceprogram fra 2007 anbefales det tillige, at kognitiv adfærdsterapi bør anvendes som den første og primære behandling, idet behandlingen er mere holdbar over tid.
Fællesorganisationen ODA finder det derfor også stærkt problematisk, at tilskudsordningen udelukkende tilgodeser aldersgruppen 18-28år. Vi finder afgrænsningen urimeligt aldersdiskriminerende. Vi kan godt have sympati for tanken om at afhjælpe de yngste først, men sygdommen er ligeså virkelig og funktionshæmmende for den 29-årige som for den på 28. Ordningen medfører, at sygdomsramte mennesker over 28 år og uden penge på kistepungen bliver tabere i behandlingssystemet. Det hindrer dem i adgangen til den nødvendige og anbefalede behandling.
Fællesorganisationen ODA finder det paradoksalt, at det er økonomisk betingede årsager, der gør, at tilskuddet til psykologbehandling ikke omfatter alle aldersgrupper. Med tanke på det stigende antal danskere med angst, OCD eller depression, der som følge af deres sygdom tvinges over på de for samfundet dyre overførelsesindkomster som f.eks. førtidspensioner og kontakthjælp, burde det være sund fornuft at investere mere massivt for at gøre denne gruppe raske og fuldt funktionsdygtige. Hurtigst muligt. En tidlig og effektiv indsats kombineret med mulighed for psykologhjælp kunne mindske risikoen for, at de berørte borgere glider helt ud af arbejdsmarkedet.
Aldersbegrænsningen af tilskudsordningen er et symptom på, at de psykiske sygdomme stadig underprioriteres i forhold til de somatiske sygdomme. At princippet om fri og lige adgang til sundhedssystemet ikke gælder på dette område. Det er ikke bare skuffende, men også urimeligt.
Afslutningsvis vil ODA derfor appellere til, at den økonomiske ramme for tilskudsordningen hurtigt muligt udvides, således at alle danskere med en ikke-psykotisk psykiatrisk sygdom sikres adgang til en ordentlig og effektiv behandling.
Christian Nyholm
Formand for Fællesorganisationen ODA