Onsdag, februar 08, 2012

Her kan du søge på sitet

Fornuftig psykiatriplan, men hvor blev pengene af?

Fællesorganisationen ODA ser mange gode intentioner i regeringens nye handlingsplan for psykiatri. Men manglende midler spænder ben for de gode tiltag, og de ikke-psykotiske patienter er igen blevet overset. Psykiatrien får alligevel ikke det nødvendige løft, som sundhedsminister Jakob Axel Nielsen påstår følger med handlingsplanen.

 

Kun i én ud af tre af regeringens målsætninger med den nye handlingsplan for psykiatri bliver opgaven delvist løftet. ODA er gentagne gange kommet med forslag til, hvordan de gode intentioner fra regeringens side kan følges til dørs.

- Shared care anbefales af ODA som løsning til at give lægerne en hjælpende hånd og mere mandskab til den "bløde pleje", til opfølgning og samtaler med patienter og pårørende. Shared care skaber netop den sammenhængende behandling, som regeringen taler om er nødvendig. Men regeringen mangler endnu viljen til at investere i denne løsning.

- Psykologbehandling til alle og dermed en udvidet tilskudsordning, så det ikke kun er de 18- 37-årige, som kan få tilskud, men alle. Dette er ODA’s klare anbefaling for at sikre en effektiv behandling, som er en central målsætning i regeringens psykiatriplan.

- Øget specialisering. ODA roser psykiatriplanens intention om øget fokus på kompetencecentre og anbefaler, at tiltaget udvides med en supervisionsordning til de praktiserende læger. På den måde skabes der sammenhæng med shared care.

Det sku’ vær’ så godt

Det skulle være så godt, men så er det faktisk skidt! Sådan er virkeligheden desværre med regeringens nye handlingsplan for psykiatrien.

"Det er ærgerligt, at handlingsplanen ikke peger fremad, men i stedet vakkelvornt læner sig op af satspuljeaftalen. Pengene er ikke fulgt med de gode intentioner, prioriteringen er gået skævt, og de ikke-psykotiske patienter må igen tage plads bagerst i køen. Vi må gøre det klart over for ministeren, at psykiatrien ikke har fået det nødvendige løft. Tålmodigheden hos de ikke-psykotiske patienter er ved at være opbrugt", siger Christian Nyholm, formand for Fællesorganisationen ODA

For yderligere information kontakt

Kasper Tingkær

Sekretariatsleder

26203419

Om ODA

ODA - Fællesorganisationen for OCD-, Depressions- og Angstforeningerne. ODA arbejder for at forbedre forholdene for patienter og pårørende med ikke-psykotiske psykiatriske sygdomme.

Login Form